Er endt i noget slemt

Kære støttepunktet

Efter jeg mistede min far sidste år, er jeg havnet et rigtig dårligt sted. Jeg har haft en masse følelser, jeg slet ikke har kunne styre. Og det er så endt ud i, at jeg er kommet til at gøre noget kriminelt. Jeg har haft et virkelig lavt selvværd, som har gjort at jeg har haft svært ved at sige fra. Mine venner spurgte om jeg ikke ville med ud og gøre noget "lidt ulovligt". Imens vi gjorde det, var det som om, at alle mine tanker forsvandt i øjeblikket. Jeg fik lyst til at gøre det igen og igen, fordi det fik alle mine negative følelser til at forsvinde. Jeg blev så opdaget i at gøre det og har ikke mulighed for at gøre det igen. Nu føler jeg mig endnu mere nede, og er bange for at jeg kommer til at gøre det igen så snart jeg kan. Hvad skal jeg gøre for at stoppe de tanker, jeg har om at ville gøre det igen?

Kh en dreng i nød

Min far er væk

Kære støttepunktet,

Jeg mistede min far til akut hjertestop ikke så længe siden. Det er nok det sværeste, jeg nogensinde har skulle gå igennem. At lige pludselig miste ham uden varsel. Jeg går lige nu til psykolog 2 gange om ugen, og hun er rigtig sød min psykolog. Men jeg føler slet ikke, jeg får det bedre. Hver dag er stadig en kamp, og mit savn er ikke blevet mindre. Jeg er bange for, at jeg kommer til at skulle føle sådan for evigt. Bliver det nogensinde bedre?

Jeg savner min mor

Kære støttepunktet

Jeg er en dreng på 13 år, som fornylig har mistet sin mor til kræft. Jeg vidste jo godt det ville ske. Det sagde lægerne. Men det gjorde stadig mere ondt end forventet. Jeg savner hende utrolig meget hver dag. Og jeg kan ikke gå en eneste dag uden at græde. Det er som om, at den her følelse aldrig kommer til at forsvinde. Jeg har stadig min far, som jeg snakker med hver dag og elsker virkelig højt. Men jeg kan ikke lade vær med at tænke på min mor, og jeg bare vil have hende. Jeg føler det er forkert. Jeg burde jo stadig være glad for, at jeg har min far? Er det normalt at tænke sådan, eller er det mig som er egoistisk? Kh en dreng som savner sin mor.

Forældreløs

Kære støttepunktet

Jeg mistede begge mine forældre, da jeg var 2 år gammel til en bilulykke. Min faster var i stand til at tage mig ind hos hende, og det er også der jeg bor i dag. Jeg elsker min faster rigtig højt, og hun har altid været der for mig, men jeg kan ikke lade vær med at nogle gange tænke over, at hun ikke er min biologiske mor. Og at jeg faktisk slet ikke har en "rigtig" mor. Vi ligner desuden heller ikke hinanden. Og det er rigtig hårdt nogle gange. Jeg kunne godt tænke mig at få noget hjælp igen med de tanker, men jeg er bange for, at min faster bliver såret, og måske ikke tror hun gør det godt nok. Hvad kan jeg gøre?

Hilsen en pige som har mange tanker.

Lysere tider

Hej jeg er en ældre pige på 20 år, som mistede sin mor, da jeg var 10 år gammel. I starten var det utrolig svært. Det første år er lidt tåget, og jeg husker ikke så meget, da jeg var grebet af savnet af min mor. Men efterhånden er jeg blevet bedre til at håndtere følelserne. Jeg har stadig perioder, hvor jeg har svært ved at stå op om morgenen, men jeg husker på alle de gode stunder, jeg havde sammen med min mor. 

Til alle jer derude der ikke kan se hvordan de skal komme videre, skal i vide at der er håb forude. Sorgen forsvinder aldrig helt, men den bliver udholdelig. 

De bedste hilsener en helende pige.